Boligsalget 2021 slog alle rekorder – bare ikke i hovedstaden
Året, som netop er gået, blev det bedste år for boligsalg nogensinde. Målt på landsplan ender vi med at overgå sidste års rekord med ca. 6 pct. flere solgte boliger i 2021.
Det var især i årets første halvdel, at boligkøberne stod i kø og salget eksploderede. Kigger man på de enkelte landsdele er tendensen entydig: Der blev sat rekord i alle dele af landet – undtagen i hovedstadsområdet. Her blev den gamle rekord helt tilbage fra 2005 nemlig ikke overgået i 2021. Det viser en dugfrisk opgørelse af årets boligsalg i landets største mæglerkæde, EDC.
Ifølge EDC’s kommunikationschef Jan Nordmann er der flere forklaringer på, hvorfor hovedstadsområdet skiller sig ud fra resten af landet: – I 2005 og i årene lige før finanskrisen boomede nybyggeriet og salg af projektlejligheder i københavnsområdet. Denne type handler er i dag af et meget mindre omfang. Endvidere medførte coronakrisen et ekstraordinært stort salg af sommerhuse, som der ikke er så mange af i hovedstadsområdet, og endelig har der de senere år været en afmattet nettotilflytning til de største byer og modsat en strømning mod provinsbyerne i pendlerafstand til storbyen. Samlet set har det betydet, at 2005 stadig står som rekordåret for ejendomsmæglerne i hovedstaden og Nordsjælland, mens resten af landet noterer 2021 som rekorden.
Det var især salget i årets første halvdel, der er årsag til rekorden: – Isoleret set var andet halvår som et rigtig godt, men stadig nogenlunde normalt år, mens salget før sommerferien var helt usædvanligt højt. Det tager vi som udtryk for, at boligmarkedet er tilbage til det mere normale, med en god balance mellem udbud og efterspørgsel, siger Jan Nordmann.
Ikke mindst salget af sommerhuse er faldet i forhold til forrige år. Målt på hele året er salget af sommerhuse faldet 16 pct. I årets anden halvdel er salget af sommerhuse dog godt 40 pct. mindre end samme periode i 2020. Omvendt går det fortsat godt for villasælgerne, der på året som helhed oplever en fremgang i salget på 14 pct., men dog med en tilbagegang i årets anden halvdel på 8 pct.
For 2022 forventer EDC fortsat et godt marked, lidt over det normale: – Beskæftigelsen er meget høj og renten er stadig relativ lav, hvilket er to vigtige forudsætninger for et sundt boligmarked. På den baggrund tror vi i 2022 på et salg i niveau med eller lidt over det gennemsnitlige, mener kommunikationschefen.
Kommentarer