Af Henrik Dahl, Liberal Alliance

Mistrivsel er en alvorlig sag. Men vi skal også lytte til de stemmer i debatten, der advarer imod overdiagnostisering. Hvis man bliver ved med at sænke grænserne for, hvornår man drikker for meget; er for tyk; er i fare for blodpropper; mistrives; og så videre og så videre, ender man der, hvor alle mennesker i Danmark er syge.

Grænsen mellem mistrivsel og oplevelsen af almindelig “friktion” i tilværelsen skal ligge der, hvor sundhedsfaglig behandling vil give et væsentligt løft i livskvaliteten. Ikke der, hvor vi gør selve det at være teenager – eller for den sags skyld menneske – til en behandlingskrævende sygdom.

Som ung skal man lære, at der bliver stillet krav. Man skal lære at leve op til krav. Og man skal også lære, at man ikke altid kan leve lige så meget op til de ydre krav, som man kunne tænke sig – uden at man af den grund er et dårligt eller mindre værdifuldt menneske.

Når SF siger, at der skal afsættes 35 milliarder til at håndtere mistrivsel, er det populistisk valgflæsk – og uærligt. Uanset hvem, der efter valget bliver finansminister, vil vedkommendes ministerium sige, at der overhovedet ikke er plads til at udvide det offentlige forbrug, når inflationen samtidig skal bekæmpes. Eller med andre ord: SF’s forslag vil aldrig nogensinde blive til virkelighed – og det tror jeg også godt, SF inderst inde ved.

Sagen handler om noget helt andet: SF’s kernevælgere er offentligt ansatte. Derfor mener SF, at ethvert problem – reelt; overdrevet eller decideret indbildt – kan løses ved at gøre den offentlige sektor større.

Vi skal skalere mistrivselsbegrebet ned til noget mere fornuftigt, hvor vi hjælper de tunge tilfælde. Men hvor vi ikke gør det til en sygdom at være ung eller at være menneske. Gymnasiet er faktisk ikke blevet sværere eller mere krævende at gå på i mange år. Derfor er det en dybt doven analyse, at problemerne har deres udspring der. De har deres udspring i ændrede livs- og socialiseringsmønstre i de senere år. Som ret kyniske særinteresser udnytter til at argumentere for en forøgelse af det offentlige forbrug, der aldrig kommer.  Men sikkert giver stemmer.

Det er så uærligt, som det kan blive.