Livsstil og forbrug

Ikoniske fodboldtrøjer samlet under ét tag: Pop-up-butik kommer til Silkeborg

Der har været køer på flere hundrede mennesker, når Joakim Mogensen har åbnet pop-up-butikker med originale fodboldtrøjer rundt omkring i landet.

Nu åbner han i Silkeborg.

Lørdag den 15. august klokken 10 åbner indehaveren af webshoppen secondfootballshirts.dk dørene til en pop-up-butik på Borgergade 65. Denne gang tager han et større udvalg med end tidligere.

”Vi fylder butikken med 1200 forskellige trøjer i både voksen- og børnestørrelser. Det bliver alt fra nyere trøjer til klassikere og sjældne vintagetrøjer,” fortæller Joakim Mogensen.

De besøgende får blandt andet mulighed for at se signerede trøjer, matchworn-trøjer og trøjer med relation til spillere som Cristiano Ronaldo, Lionel Messi, Nicklas Bendtner, Zinedine Zidane og Ronaldinho.

Trøjer til op mod 30.000 kroner

En del af butikken bliver indrettet som en såkaldt Holy Grail-udstilling med nogle af de mest sjældne trøjer.

”Her kommer der trøjer til op mod 30.000 kroner. Det er trøjer, som man normalt kun ser i private samlinger eller på museer,” siger Joakim Mogensen.

Alle, der køber en trøje på åbningsdagen, kan desuden dreje på et lykkehjul og blandt andet vinde Mystery Boxes, rabatter og gavekort.

De første 15 kunder, der køber en trøje, får desuden en gratis Mystery Box til en værdi af 399 kroner. Det gælder både lørdag og søndag.

Lange køer ved tidligere åbninger

Joakim Mogensen har efterhånden åbnet pop-up-butikker i flere danske byer, og flere steder har mellem 200 og 300 mennesker stået i kø. Nogle er mødt op op til otte timer før åbningen.

Da pop-up-butikken tidligere på året åbnede i Kolding, stillede de første sig eksempelvis i kø allerede klokken fire om morgenen. Ved åbningen klokken 10 ventede mere end 200 mennesker.

Joakim Mogensen håber, at butikken i Silkeborg vil tiltrække lige så mange.

”Det særlige ved pop-up-butikkerne er, at man kan komme ind og se og prøve trøjerne og tage dem med hjem med det samme. Samtidig håber vi selvfølgelig på nogle dage med masser af fodboldhygge og nostalgi,” siger han.

Pop-up-butikken på Borgergade 65 i Silkeborg åbner lørdag den 15. august klokken 10 og holder åbent til klokken 18. Søndag den 16. august er åbningstiden fra klokken 11 til 16.

Tekst: Journalist Mikael Sand, JVR Consult. Tlf.: 30561992. Mail: ms@jvrconsult.dk.

Kommentarer